Da Orø Lokalforum gjorde to mails til en borgerstorm

Da to mails blev til en borgerstorm

Orø Lokalforums kasserer fortalte P4 Sjælland og DR, at Færgekontaktudvalget var blevet »bombarderet med utilfredse mails«. Dokumentationen viste to mails, som aldrig var sendt til udvalget, mens udvalgets daværende formand ikke havde modtaget en eneste henvendelse om sagen. DR fjernede citatet, og P4 Sjælland bragte en rettelse.

Bestyrelsen i Orø Liv har besluttet at belyse sagen, fordi den viser, hvordan et foreningsmandat kan misbruges til at ramme konkrete mennesker og virksomheder. Bag en virksomhed står både ejere og ansatte, som også bliver ramt, når udokumenterede påstande skaber vrede og offentlig udskamning. Det er særligt alvorligt, fordi persongalleriet bag udsagnene og opbakningen er det samme, som nu vil skabe et nyt »Fællesforum« – et organ, de mener skal være Orøs samlede stemme. Hvem bliver mon de næste, de ser sig sure på? Berettiget kritik og saglig debat skal der altid være plads til – men det skal være på et faktuelt grundlag og ikke bygget på rygter, usandheder og løs snak.

Artiklen handler ikke om selve sejlforbuddet. I vores direkte kontakt med Østre Færge sagde vi klart, at det var en dårlig beslutning og noget rod. Kritik var berettiget. Usandheder var ikke.

Den 21. juli udtalte kassereren i Orø Lokalforum sig på foreningens vegne i P4 Sjælland og DR:
»Og vores færgekontaktudvalg, som har kontakten til færgerne og repræsenterer borgerne på Orø, er blevet bombarderet med utilfredse mails.«

Oplysningerne kom privat fra kassererens kone, som sad i udvalget. De to mails, hun senere henviste til, blev aldrig sendt videre til Færgekontaktudvalget og dokumenterer derfor ikke et bombardement mod udvalget.

Da DR fjernede citatet, og P4 Sjælland bragte en rettelse, beklagede kassereren på Facebook sin »fortalelse«, men fastholdt, at »substansen var den samme«. I den samme Facebook-tråd skrev udvalgets daværende formand: 
»Jeg synes, at det er underligt, at A********* er blevet bombet med henvendelser om sagen, når jeg, som var formand for udvalget, ikke har modtaget en eneste henvendelse om sagen. Men sådan er der jo så meget.«

Der lå én mail i udvalget, men afsenderen har selv fastslået, at den handlede om noget andet end overfyldte færger under sejlforbuddet. Den understøttede derfor ikke fortællingen om færgekaos.

Forklaringen ændrede sig
Mens sejlforbuddet stod på, orienterede kassererens kone ikke Færgekontaktudvalget om problemer. Først den 22. juli, da mediesagen brændte på, skrev hun til sine kolleger for at støtte sin mand. Her var »bombardementet« blevet til to mails og nogle spørgsmål om jura.

Senere ændrede hun igen forklaring og skrev offentligt, at borgere havde klaget til hende om blandt andet rengøring og svinetransport.

Kassereren tog altså oplysninger fra sin kone, gjorde dem til hele udvalgets oplevelse og sendte dem ud i landsdækkende medier. Da påstanden blev pillet fra hinanden, ændrede ægteparrets forklaringer sig.

Det udstiller et åbenlyst habilitetsproblem. Hvis kassererens kone reelt blev opsøgt af stærkt frustrerede borgere, hvorfor orienterede hun så ikke sit eget udvalg, mens konflikten stod på? Hvorfor kom oplysningerne først frem, da hendes mand manglede opbakning til sine udtalelser?

En Facebook-tråd er ikke en officiel klage
Få mennesker kan larme højt på Facebook, men et kommentarspor dokumenterer ikke en borgerstorm. De borgere, der mente at have konkrete problemer, kunne have skrevet til Færgekontaktudvalget, samlet underskrifter eller på anden måde dokumenteret utilfredsheden. Det gjorde de ikke.

Ingen beklagelse fra Lokalforum – kun opbakning
Kassereren slog fast, at han talte på vegne af Orø Lokalforum – og foreningen har da heller aldrig taget afstand fra udtalelserne eller beklaget forløbet.

I stedet fastholdt kassereren sin linje i et opslag med ordene: »Jeg beklager fortalelsen, men den ændrer ikke på substansen i mine udtalelser – nemlig at konflikten havde negative konsekvenser for mange af øens beboere, sommerhusgæster og turister.«

Men hvem blev konkret ramt, hvor mange var der tale om, og var omfanget større end det normale i højsæsonen? Det har han stadig ikke dokumenteret.

I stedet for at tage afstand, valgte både Beboerforeningens og Lokalforums repræsentanter i Færgekontaktudvalget – samt kommunikatoren for det nye Fællesforum – at ‘like’ opslaget. De bakkede dermed op om, at en urigtig påstand blot blev afvist som en »fortalelse«, mens resten af den udokumenterede fortælling blev fastholdt.

Dermed accepterede centrale personer, at usandheder blev fremført i landsdækkende medier under dække af at repræsentere borgerne, selv om det gik ud over en lokal virksomhed og dens ansatte.

Orø Lokalforums forperson driver selv virksomhed på Orø. Hvordan ville han reagere, hvis hans egen virksomhed, hans ansatte og hans familie blev udsat for den samme behandling i landsdækkende medier?

Vi har fået adgang til den interne kommunikation, fordi nogen med indsigt i udvalgets arbejde mente, at forløbet måtte frem i lyset. Problemet er ikke, at dokumentationen kom frem, men at Lokalforum lod usandheder stå uimodsagt, undlod at beklage og aldrig fortalte borgerne, at Færgekontaktudvalget nu mangler en borgerrepræsentant. At angribe dem, der gjorde materialet tilgængeligt, ændrer intet ved det, dokumenterne viser.

Da Færgekontaktudvalget hører under Lokalforum, havde det også været på sin plads at forklare borgerne, hvorfor udvalgets formand valgte at trække sig, og hvorfor udvalget derfor i dag kun har én af de to borgervalgte repræsentanter, der indgår i kommissoriets sammensætning. Den tidligere formand har siden forklaret, at udtrædelsen skyldtes organisatoriske forhold, fordi den nye foreningsstruktur og ændrede medlemssammensætning efter hans opfattelse kræver et opdateret kommissorium og et nyvalg.

Vil du bakke op om et faktabaseret arbejde?

Orø Liv arbejder for, at den offentlige debat om øens forhold bygger på dokumenterede oplysninger – også når en sag fylder i medierne. Vil du bakke op om et foreningsarbejde, hvor fakta bliver undersøgt, og påstande skal kunne dokumenteres, så bliv medlem. Medlemskab er gratis, men opbakningen betyder noget.

Bliv medlem af Orø Liv