Om Orø Liv
En lokal forening for helårslivet, fællesskabet og Orøs fremtid
Foreningen for det levede liv på Orø
Orø Liv er en lokal forening, der arbejder for at styrke det liv, der leves på Orø hele året. Vi har fokus på hverdagen, fællesskabet, infrastrukturen, beredskabet, de lokale traditioner og den udvikling, der former øens fremtid.
Orø Liv står ikke på en ny idé. For få år siden blev der gennemført et omfattende arbejde med en strategisk-fysisk udviklingsplan for Orø. Planen blev til gennem et bredt samarbejde mellem lokale kræfter og eksterne aktører omkring Orøs udvikling. Både Orø Beboerforening og Orø Lokalforum deltog i arbejdet og var en del af styregruppen sammen med blandt andre Holbæk Kommune, Destination Sjælland, Dansk Kyst- og Naturturisme og LAG Småøerne.
Planen er efterfølgende blevet politisk behandlet og godkendt af Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune. Der er derfor allerede skabt et fælles grundlag for øens udvikling. Orø Liv arbejder for, at den retning respekteres og fastholdes over tid. Et levende helårssamfund kræver stabilitet og kontinuitet -ikke at fokus ændres radikalt fra år til år.
Samtidig tager vi udgangspunkt i Orø som helårssamfund. De fastboende lever med konsekvenserne af udviklingen hver dag, og derfor skal deres behov være et centralt udgangspunkt. Fritidsliv og turisme er en vigtig del af Orø – men i balance med det liv, der leves året rundt.
Orø Liv er opstået ud fra ønsket om en bredere og tydeligere lokal forankring. Når udvikling, dialog og repræsentation samles for få steder, kan vigtige perspektiver let forsvinde – ikke nødvendigvis af ond vilje, men fordi ingen kan repræsentere alle lige godt på én gang.
Derfor ønsker Orø Liv at være en åben og saglig stemme for det levede liv på øen. Vi arbejder for, at beslutninger om Orøs fremtid bygger på gennemsigtighed, fælles viden og respekt for de mennesker, der bor her, bruger øen, tager ansvar og får hverdagen til at fungere.
Orø Liv er ikke skabt for at stå udenfor fællesskabet, men for at styrke det. Vi tror på samarbejde, men også på tydelige mandater, åbne processer og en lokal udvikling, der forankres bredt blandt dem, der berøres af den.
Et medlemskab for alle
Orø Liv er for alle, der ønsker at bakke op om Orøs fællesskab og fremtid. Du kan blive medlem som fastboende, som fritidshusejer eller som ven af Orø.
Alle kan deltage i aktiviteter, arbejdsgrupper og arrangementer. Foreningen tager udgangspunkt i helårslivet på Orø – og vi ved, at kærlighed til øen kan have mange former.
