Udvikling med respekt
Orøs udvikling skal give plads til fremtiden og tage vare på det, der gør øen til et godt sted at leve.
En udvikling, der passer til Orø
Orø Liv arbejder for en udvikling, der tager udgangspunkt i øens helårsliv, historie, natur og lokale fællesskab. Udvikling handler ikke kun om nye projekter eller flere besøgende, men om hvordan Orø fortsat kan være et levende sted at bo.
For os betyder respekt ikke stilstand. Det betyder, at nye initiativer skal tænkes i sammenhæng med øens skala, landskab, infrastruktur og de mennesker, der skal leve med udviklingen i hverdagen.
Boliger til flere livsfaser
Hvis Orø skal være et levende helårssamfund, skal der være mulighed for at bo her gennem flere faser af livet.
Almene boliger, mindre boliger, tilgængelige boliger og boliger, der er til at betale, kan give unge mulighed for at blive eller vende tilbage, give ældre mulighed for at blive boende på øen og skabe bedre rammer for mennesker med handicap eller særlige behov.
Kræfterne bag Orø Liv har gennem flere år arbejdet aktivt for at få flere almene boliger på øen og været med til at fremme arbejdet med de 25 boliger, som VAB ønsker at opføre. Den indsats viderefører vi i Orø Liv gennem dialog med VAB og Holbæk Kommune, hvor vi følger planlægningen og arbejder for, at projektet kommer videre og bliver realiseret.
Natur, landskab og lokal karakter
Orø skal udvikles med respekt for naturen, landskabet og den lokale karakter. Nye projekter skal passe ind i øens skala og tage hensyn til de kvaliteter, der gør Orø til Orø: kysterne, de åbne rum, landsbymiljøerne og balancen mellem hverdag, natur og fællesskab.
Udvikling med respekt kræver, at man ser på helheden: Hvad tilfører et projekt? Hvad belaster det? Hvem gavner det? Og hvordan påvirker det øen på længere sigt?
Fra plan til handling
Den strategisk-fysiske udviklingsplan for Orø peger på en retning. Orø Liv arbejder for, at den retning bliver brugt som et fælles grundlag for konkrete prioriteringer, dialog og handling.
Udvikling skal formes i direkte dialog med de mennesker, den påvirker. De berørte skal have mulighed for selv at tale med dem, der står bag et projekt, få svar på deres spørgsmål og bringe deres erfaringer og behov frem. Den dialog skal ikke gå gennem mellemled, som taler på andres vegne.
Vi arbejder for at omsætte planens mål til forbedringer, der kan mærkes på øen. Det kræver, at nogen holder fast i de længere forløb og samtidig er klar til at gribe muligheder, når de opstår. Derfor bruger vi vores lokale kendskab og erfaring til at skabe direkte kontakt og få afklaret, hvad der skal til for at komme videre.
Vil du være med til at styrke en klog udvikling af Orø?
Orø Liv samler mennesker, der ønsker, at øens fremtid formes med omtanke, lokal viden og respekt for det liv, der leves her året rundt.
